Caro

Caro

Caro

Bloggen vil være en slags træningslog for Caro.

Der vil også være andre historier, men fokus vil være på de opgaver og udfordringer, vi møder i forbindelse med træning.

Caro bor sammen med Louis vores Kooiker han. Louis har også en træningsblog www.Louis.Koimara.dk

Giv agt!

Liv og levnedPosted by Majbrit Sun, December 31, 2017 15:38:07

Hver gang jeg kører til Herringløse passerer jeg dette skilt. Det er det eneste sted i landet, jeg har set det, men det siger måske mere om mig, end om skiltets udbredelse. Det er dejligt at blive advaret om en kommende nedtur - for, det er vel en advarsel om ikke at flyve over toppen.
I morges, på vej til rallyprøver, måtte jeg lige tage et billede af det. Og jo, det var meget mørkt. Stod op kl. 5.30 for at være klar i Herringløse ca 7.30.
Det skal man altså kun fortælle til de andre "hundetosser" - mennesker uden den passion, tror man er lettere debil med sådan adfærd en Nytårsaften.
Nogle gange har jeg beskrevet træningen med Caro som lidt op ad bakke, to skridt frem og et tilbage og ja, det har ikke altid været helt nemt at få øje på progressionen.
Jeg synes faktisk, den er til at få øje på nu. Bevares, vi har ikke nået toppen endnu, men det har jeg en tro på kommer. Jeg har i større udstrækning en oplevelse af, at vi rent faktisk samarbejder på banen. En oplevelse af, at Caro synes, at det er sjovt at arbejde sammen og gerne vil være med. Vi har masser af plads til forbedring. De næste tre måneders træning er planlagt i store træk - med kurser, selvtræning, fokuspunkter og prioritering af, hvilke prøver jeg gerne vil deltage i med Caro - men også Louis er tænkt ind her.
Jeg har oplevet, hvor meget det betyder for Caros motivation, at jeg træner forskellige ting. Så, nu spreder vi os over rally, LP og færdighedsprøve.
Det er en stor fornøjelse at træne med dem begge - de har altid lyst til træning, så der er i hvert fald ikke noget at klage på her, det er bare at komme i gang.
Så er der lige den del, jeg skal blive bedre til - systematik og dokumentation. Skrive, reflektere og filme - skrive, reflektere og filme, ..........
Da det er dagen til den slags store beslutninger, så tør jeg godt skrive det, for det er min intention at sætte ind her.
Man tror det ikke muligt, men en stabil fremtidig bakke hører med til indsatsområderne :-))))))






Ja, jeg lytter, alt hvad jeg kan

Liv og levnedPosted by Majbrit Sun, December 03, 2017 19:08:04
Og det gør hun virkelig, den lille bandit. I dag stod den på to rally prøver. Jeg synes virkelig, der er progression. Bevares, kvalifikationer eller certer har vi ikke nået, men to prøver, hvor jeg var tilfreds med vores samlede præstation.
Og kommentarer er der altid plads til.
1.bane var lang. Der var øvelserne, hvor Caro skal blive eller bakke væk fra mig, og det er så svært for hende. Hun var lige på nippet til at gå i "overdrive" - men hun gøede først ved næstsidste øvelse - tjek - det er progression.
Som sædvanlig er det bare så dejligt at få feed back fra hundevennerne på sidelinjen - "det så da godt ud" - " hun gøede først til aller sidst" - de, der kender, de udfordringer man har, kan også se, når noget går bedre eller måske ligefrem godt.
2. bane - en typisk "Oldfruebane". Der er ikke så meget "fikumdik" - der var lydighedsøvelserne sit, dæk og stå under gang - sidste på højre side, bak og bak og bak - ja, der kunne jo godt have været en bak mere i championklassen (men nu skal man jo ikke give fruen gode ideer). Grundighed i øvelserne. Sit, skift side, sit - foran og bag - og det gav faktisk nogle af deltagerne nogle store udfordringer, at de to kom lige efter hinanden. Tulipanen og springvandet kunne da også bringe forvirring. Jeg kan godt lide Oldfruebaner og jeg kan især god lide Oldfruefeedback - man finder hende altid på hundens parti. Caro syntes, at sit under gang - gå rundt var svær i dag, så der smed vi 13 point. Helt ærligt -ØV. Og så er det, at man må gribe i egen barm - da det gik galt første gang, valgte jeg at lave om, og i mit hoved havde hun bare ikke lige slået ørerne tilstrækkeligt ud - så der var alt for lidt hjælp fra mig til Caro - men jeg havde ikke helt fattet, at hun ikke havde forstået øvelsen på det tidspunkt og skulle hjælpes langt mere. Så meget mere tydelighed havde været på sin plads.
Jeg er så tilfreds med dagens to prøver.
Derudover er jeg vildt tilfreds med Caros attitude til prøver. Jeg havde lånt en stol af Lonni (tak), da siddepladser var ret begrænsede - der ligger Caro, mens jeg går banegennemgang og mens alverdens hunde passerer forbi. Nuvel, hun smiler bredt til nogle af de forbipasserende, men det er så det. I den anden prøve lå hun på en bænk og bare lå - gøede nok lige lidt ind i øret på en ung kvinde ved siden af - men altså i forhold til hvordan hverdagen er, er dette helt fantastisk.
Når vi går tur hjemme, hvor begge banditter går fri, er Caro berygtet for at have en sådan "opsynsmandsattitude" - hun farer hen i hovedet på alt og alle, gør og tér sig i det hele taget ikke særligt ok. Tja, en slags bevidsthed om passende adfærd findes der mellem de to flyveører.
En sand fornøjelse at dele en søndag i byen med alle de andre hundetosser og så selvfølgelig CARO

Come back - eller hva' ?

Liv og levnedPosted by Majbrit Sun, October 29, 2017 18:43:50
Ovenstående billeder er fra lørdagens "Hvalpetræf". Dejligt at gense de nu store banditter og rigtigt dejligt selskab, som det også fremgår af det første billede.
Og der har virkelig været noget, at være "hundeglad" over i denne weekend.
I dag har Caro og jeg været til LP1 prøve - en "genoplivet" aktivitet - prøvet en gang tidligere i maj måned 2014. Det er sådan en lidt "Thrown Back" oplevelse. Jeg har aldrig rigtigt "tændt" på lydighedstræningen - men dog trænet det. Caro har nu to resultater i bogen - en 2. præmie med 136 point fra 4.5.14 - 1,5 år gammel - og i dag en 1. præmie med 176,5 point - lidt over 5 år gammel.
Jeg har oplevet, hvor meget variationen i træningen betyder for Caro. Nogle gange utroligt, at man skal så meget igennem for at forstå, hvad der giver god mening.
Rally er stadigvæk vores (MIN) yndlingssport men:
Hvad har givet præcision og opstramning - det har lydighed. Og så selvfølgelig Johannas fokusering på signaler og afslutning. Nogle gange tror jeg, at jeg kan snyde hende, men hun ser desværre alt. Spørgsmålet er så også, hvem jeg egentlig snyder, når jeg sløser med afslutninger, signaler, belønning for bare at komme, snik-snak- støj m.m.
Der må strammes op!
Motivation - tja, Johanna igen - jamen er det sjovt at gøre det samme igen og igen? Næææ, jeg er faktisk ikke vild med det. Egentlig har jeg troet, at det var nok for Caro, jeg har bare glemt at undersøge og udforske. Og det er det faktisk ikke. Hun profiterer så meget af, at vi laver noget forskelligt, så hendes motivation er bare i top, når vi LP'er, rally'er, trick'er m.m.
Og forstyrrelser.
I dag var der skud i skoven, da vi skulle til prøve. Jeg ved, at dette skræmmer Caro. Men, jeg havde så meget overskud i dag, at det ikke fik den tanke, at det måske kunne skabe en usikker Caro. Jeg var sikker, jeg troede på hende, og jeg glædede mig til at komme til prøve.
Det, der gik helt galt i vores prøve i dag, var stillingsskiftet. Det kunne vi så grine af - oplevede jeg. Skiftet var stå. Caro bevæger sig hen imod mig. Dæk - Caro går igen hen imod mig - hvorefter Brian siger:, " Så må føreren godt gå det lille stykke vej tilbage til hunden" - der kom jeg til at grine! Så har jeg altså følelsen af, at vi har det sjovt og er ovenpå - hun gør jo sit bedste - og dette rakte bare ikke til en top i denne øvelse.
Men, hun er "fanden, futte mig" rigtig god lige i øjeblikket - og jeg er bare så glad for at arbejde med hende.
I øvrigt tak til Randi for billeder - plejer aldrig at se glad ud - så godt fanget :-)






Nu med "Alter Ego"

Liv og levnedPosted by Majbrit Mon, September 25, 2017 17:11:25
Jo, jo, vi er her endnu - og er faktisk blevet suppleret med et "Alter Ego" aka Fru Larsen.
Da jeg desværre har en rygrad som en vingummibamse, når det drejer sig om mad, slik, vin og Rally prøver - har Fru Larsen taget affære.
Igennem de sidste mange rallyprøver har vi præsteret ret så ringe - Caro stresser op, jeg stresser og og det hele ender i noget ikke særlig kønt rally arbejde og i ikke mange point. Bevares, de fleste gange består vi, men den progression jeg synes, vi skulle udvise - udebliver. Hmmm - det nytter jo ikke at gøre mere af det samme, så for at få brudt et mønster må nye handlinger til. Jeg har besluttet, at det er meget få prøver vi går til. De prøver vi går til, må vi betragte som træning - og fokus skal være på at holde samarbejdet banen igennem uden stress, bjæf og feberredninger.
Ellers arbejder vi med LP og tricks og selvfølgelig stadig med rally momenter.
Og hvordan går det så nu.
Vi er på ingen måde i land med noget, men i vores sidste rally dyst var Caro og jeg da enige om, at vi blev IB'et - i bedste samarbejdsstil - for kontakt havde vi faktisk banen igennem, men et stop var nødvendigt for at fastholde denne.
Og så er der Fru Larsen!
Jeg bliver meget nemt - alt for nemt fristet når jeg sidder og læser, at der mangler lige en eller to hunde i Champion klassen så ......
Selv om jeg ved, at det ikke er flere konkurrencer, der skal til, så kommer jeg såmænd til at skrive "Vi kommer - melder fluks til" Men det er slut nu. Prøvede i onsdags. Og ikke så snart var beskeden skrevet, før det der Messenger pling lød - der stod "Majbrit for helvede". Straks røg jeg i et forsvar der hed "Jamen, vi havde betalt for en LP prøve-prøve som blev aflyst og så ....." Næste besked var en beskrivelse af hvordan man sletter et opslag. Jo, jo, mit Alter Ego holder øje med mig, og tak for det - vi kommer igen, når vi er klar til det.

Vi sprang lige ud i et weekendkursus

Liv og levnedPosted by Majbrit Sun, May 28, 2017 21:32:19
Caro og jeg har været på Rally weekend kursus - hos DcH i Brædstrup. Karen S. Ulrich var instruktør på kurset - og YES - det var godt. Repetition af grundtræning og af de kernekompetencer der hører til udøvelse af Rally. Fokus på flow og præcision - nørdetræning og repetition af, hvordan hunden lærer. Belønninger: hvordan, hvornår og hvorfor og lidt om empowerment. Praktiske træningspas med god feed back.
Jeg synes altid, jeg er og har været heldig med deltagelse i rally kurser. Det, der gjorde dette anderledes var, at få teori og praksis i en sammenhæng og få lov til at fordybe sig i to dage. Det kan jeg ikke mindes, at jeg har haft mulighed for tidligere, og hold da op, hvor har jeg nydt det.
Også det, at tage af sted, til et helt nyt sted, med nye og ukendte andre kursister. Det i sig selv er også en oplevelse og som sædvanlig en dejlig oplevelse - for som altid, er det engagerede mennesker man støder på i et trænings set-up.
Så nu springer vi til den videre træning- med endu engang lidt mere i rygsækken.










Meget og mange gear

Liv og levnedPosted by Majbrit Sat, May 20, 2017 18:50:29
Dagen bød på en tur til rallyprøve i Årslev med begge banditter. Tidligt op og af sted.
Og gear, ja bilen blev pakket i går med telt, sofa (overvejer en 3-personers), tæppe, bur og pude til Louis og til morgen yderligere køletaske, træningstaske og termokrus. På vej til Fyn lidt ærgerlig over at regntøjet ikke var med. Aldrig gå ned på udstyr - husk!
Caro skulle på først i Championklassen med mega mange deltagere. Desværre fik jeg ikke lavet nogen aftale med nogen om at få filmet vores prøve. Fint set up i teltet, luftning inden, hvor det, der skal klares, blev klaret. Gode godbidder og fornuftig opvarmning. God og spændende bane - dog med hadeøvelsen p.t. - sit - dobbeltspring - ro - tilbagespring - sit. Sjældent at lige den, sidder i skabet. Det gjorde den så i dag. Vores nye set-up klappede ikke helt som det skulle. Caro blev sat af, blev kaldt ind, var ikke klar, derefter en rundtur, dommeren sagde værsågod, jeg fik ikke tydeligt startmeldt, hvilket gjorde, at jeg blev lidt usikker - for var jeg nu gået uden at få lov!!!!, men der var blevet sagt værsågod og "tankemylder". Lige den tøven, der kan gøre vores start dårlig. Nå, om det var forklaringen, eller der var en anden begrundelse, ved jeg ikke. Caro startede i hvert fald i meget lavt gear - ikke bak - men nærmest gearet før frigear, hvis et sådant findes (en slags slowmotion gear). Det betød hængeri i første øvelse - en dobbelt tysker - så en synkron venstre om - så bakke tre skridt på højre side (her mener jeg, at det gik flot, som det har gjort de sidste gange) - og så gik det ganske pænt derudaf med god fart og passende gear. Usending til kegle - hun blev - måske der røg et point eller tre for uro i positionen, men hun blev - Yes. Lige et par skilte mere og så kom vi til nr 88 - som altså sad i skabet i dag, men som også fik Caro op i et "overdrive" - et gear der slet ikke giver arbejdsro. Det kom lidt på plads, men skilt 85 - championklassens bak - fik det hele til at køre lidt op igen. Næstsidste skilt var 90 - sit i gang gå rundt på højre side - der blev det for meget, og alt for lidt rutine at trække på - så der smed vi 13 point. Jeg synes faktisk, hun gjorde det så godt, så processen er jeg tilfreds med. Vi skal arbejde med, at blive enige om hvilke gear, vi skal vælge. Ingen tvivl om, at større rutine og sikkerhed i øvelserne på højre side, vil hjælpe med til at foretage det valg. Resultatet på de 79 point i dag er ikke voldsomt. Der er plads til forbedringer , og måske vi skal enes om at indføre automatgear, så farten bliver tilpasset de opgaver vi skal løse, for så skal hverken Caro eller jeg bestemme over det, og måske er vi sådan nogle bestemmere begge to.



Dokumentation

Liv og levnedPosted by Majbrit Mon, May 01, 2017 21:44:12
Har fulgt opfordringen til at få filmet vores rallyprøver - det er super godt, så tak til Anita og Annette som optog søndagens Rallyprøver i Roskilde.
Dejligt at være ude på græs igen. Vores set-up med telt og sofa fungerer perfekt. Caro er helt klar over, hvad der skal ske, så hun ligger i sofaen og ser på banegennemgang uden lyd - det er suverænt. Derfor bilder jeg mig ind, at hun er helt med på, hvad vi nu skal til at lave.
Det ser så imidlertid ud til at knibe med den del, når vi skal til at gå bane. Selv om vi arbejder med en ny start, der ganske vist er i sin vorden, så ser det unægteligt ud som om Caro er noget desorienteret indledningsvis, men skilt 5 eller 6 bringer hende tilbage til "Nåååå, det er rally vi laver".
Så, mere opvarmning og lige is i maven inden jeg melder klar. Det må prøves næste gang.
Der er lange passager, hvor hun faktisk går rigtigt flot, og det er dejligt at se.
Så er der de øvelser, som ikke er helt i skabet, og de skal selvfølgelig trænes.
Og så er der mine arme og hænder, der skal "generaliseres" - jamen, de farer jo af og til rundt, og er det dem hun følger, ja, så kan jeg godt se, at det kan gå hen og blive ret så svært.
Masser at arbejde på - men heldigvis også masser at glæde sig over.
Igen var prøveresultat 2 bedre end 1.





En svale gør ingen sommer - gør to?

Liv og levnedPosted by Majbrit Sat, April 22, 2017 15:32:46
Ja, hvornår er det egentlig, at man kan generalisere?
Caro har det sådan, at 45 min træning rækker, så er hun træt. Hun er også træt om aftenen. Faktisk går hun i seng omk kl 20.00, og i modsætning til Louis, går hun ofte i seng i løbet af dagen eller går for sig selv. Derfor kalder vi hende Maude, for hun ved også, hvordan hun synes, tingene skal være. I virkeligheden en lidt skrøbelig fremtoning men egentlig en dame, der ved, hvad hun vil. Nu har hun fået et nyt halsbånd med røde stjerner på og er blevet god til at løfte poten på kommandoen "Rød Front". Matador's Maude trådte jo lidt i karakter, da hun handlede politisk. Nå, men nok om det, det er rally prøver, det her skulle handle om.
Caro har på det sidste været til en del dobbeltprøver. Det gjorde vi ikke tidligere, da jeg tænkte, at hun ikke var udholdende nok. Men det har vist sig, at hun langt de fleste gange går prøve to væsentlig bedre end prøve et. Og det er da værd at tænke over.
En ny ting i vores starter er, at vi begynder prøven/kontakten uden for banen, og vi gør ikke ret meget ud af start skiltet. Det er på ingen måder et færdigt koncept endnu , men det er ved at tage form. Det skal nok blive godt. Måske skal hun, som den langsomme starter hun er, varmes noget mere op, end jeg tidligere har troet - det skal prøves.
Vores anden prøve sidste onsdag og i dag gik vi til 90 point. Det tænker jeg faktisk er vores standpunktskarakter p.t., hvis man kan lave den sammenligning. Men når vi når det pointtal, og jeg ser tilbage på de prøver, synes jeg, at vi har vi haft et godt samarbejde på banen - der har periodisk været åbne kanaler, sådan at signaler og kommandoer er gået ind, formentlig fordi der er afgivet på en ordentlig måde. Jeg vil ikke sige, at der ikke skal arbejdes på banen - fair nok - men en større sikkerhed i øvelserne, et bedre følge på den ene og den anden side og en helt åben "kanal", vil gøre det kønnere og lettere at få klaret banen sammen.
Så;
Starter, flow, sikkerhed i positioner i trænings- og konkurrencesituationen, måske mere opvarmning?, længere udholdenhed og gerne mere generalisering for os begge. Fokus på kommunikationen afsender-modtager, det er træningsfokus det næste stykke tid.
Billedet er fra forleden, hvor Caro slog sig til ro sammen med mig, helt åben og opretstående kanal - så hyggeligt.






Next »